_edited.png)
Vores måde at relatere på, afhænger af vores tilknytningsmønster.
De 4 forskellige tilknytningsmønstre afspejler, hvordan vi relaterer til andre mennesker.
Igennem opvæksten har vi lært, hvordan "relationer skal se ud", alt efter hvordan vores forældre eller nærmeste omsorgsgivere har været i relation til hinanden & til barnet:
Den undvigende: Der har i opvæksten været en oplevelse af f.eks. følelsesmæssig afstand, manglende nærvær, svære konflikter. Barnet lærer at det sikre valg er at tage afstand, fremfor at være i kontakt.
Den undvigende kan som voksen opleve, at have svært ved at snakke om følelser & være i tætte relationer; det kan være udfordrende at mærke kroppen, da energien er "trukket op i hovedet".
Som voksen kan dette mønster komme til udtryk som at "ville klare alting selv" & have svært ved at udtrykke behov, samt tage imod hjælp. Ligeledes kan den undvigende opleve at trække sig ind i sig selv, eller fysisk væk, når der er tegn på konflikter eller dybe følelser.
Den ambivalente: Der har i opvæksten været en kærlig kontakt, hvorefter barnet har oplevet at den forsvinder igen... For så at komme tilbage. Barnet lærer at relationer ikke er stabile, & bliver meget optaget af andre for at få opfyldt længslen om nærværet.
Den ambivalente kan som voksen opleve, at have udpræget angst i tætte relationer & have brug for en anden til at hjælpe med at regulere nervesystemet.
Det kan være udfordrende at tage imod kærlighed & ligefrem blive så overvældende, at man som voksen skubber andre væk igen, for derefter at længes. Den ambivalente kan opleve at blive overoptaget af f.eks. en partner & dermed miste sig selv i relationen.
Den desorganiserede: Der har i opvæksten manglet tryghed & tilknytning. Barnet har f.eks. oplevet meget uforudsigelighed & kaotiske tilstande - Som har været så overvældende at det ikke har givet mening i barnets øjne. Barnet kan have været udsat for, eller vidne til traumatiske hændelser.
Den desorganiserede kan som voksen opleve at nervesystemet hurtigt går i alarmberedskab: At være i en relation er primært utrygt & det kan være svært at finde ud af hvornår noget overhovedet er trygt - Ligeledes hvordan tryghed føles.
Det indre kan føles som et stort kaos, hvor det er svært at sætte grænser & aflæse faresignaler i relationer. Følelsen af mangel på tryghed fylder indeni & det er udfordrende at vide hvornår man kan have tillid til andre.
Den trygge: Der har i opvæksten været tryghed, nærvær & stabilitet. Barnet har fået en oplevelse af at være helt fri til at gå ind & ud af kontakt til andre, & dermed været fri til at være sig selv.
Selvom man ikke har oplevet dette som udpræget i opvæksten, har de fleste dog i en eller anden form mærket den trygge tilknytning: F.eks. hos en bedsteforælder, et kæledyr, en ven/veninde, i spirituel kontakt - Eller senere i livet.
Den trygge vil som voksen opleve at være tryg i forhold til sig selv & andre, samt have en sund balance mellem at gå ind/ud af kontakten. Det er nemt at sætte grænser & mærke behov.
'
Vores tilknytningsmønstre skabes dermed i kontakten til vores forældre & andre tætte relationer mens vi vokser op. Dét mønster som bliver vores primære, lagres i den indre autopilot & udspiller sig dermed ubevidst: Det farver vores briller ift. hvordan vi indgår i relationer, hvordan vi håndterer eventuelle konflikter, hvordan vi tager imod & giver kærlighed.
Vores måde at knytte os til andre, siger også noget om hvordan vi dybest set har det med os selv: Om vi føler os trygge & frie i egen krop, om vi kan mærke & sætte grænser - Om vi overhovedet kan mærke vores krop & sande behov, eller om vi befinder os primært i tankerne.
Når den indre autopilot kører, vil vi ofte opleve konflikter, især i parforholdet: Vi har nemlig en indre automatisering som fortæller os hvad kærlighed "er eller ikke er." Men denne automatisering er ofte forbundet med fortidens såringer, som ikke har rod i NUET.
Så når vores briller er farvet af barndommens måde at gå i relation på, så ser vi ikke hvad der rent faktisk sker: Vi er fanget af de tidlige oplevelser, som vi projicerer ud på omverden.
Disse ting sker dog ganske ubevidst - Det kører jo på autopilot! Men via indre arbejde med sig selv, i trygge rammer, kan der langsomt blive løsnet op for tilknytningens knuder: Og derigennem kan vi blive mere bevidste om, hvornår vi er fanget af autopiloten, samt hvad der skal til for at gå nye veje.
Det kræver øvelse & bevidsthed omkring sig selv, at ændre måden at gå i relation på. Ét skridt af gangen.
Er du opmærksom på, hvad dit tilknytningsmønster er?