Sluger du dine udtryk?

Da jeg forleden kørte hjem fra arbejde, så jeg en flok piger komme cyklende. De skulle holde for rødt. På den modsatte side holdt en lille pige med hendes cykel, en smule usikker på pedalerne. Da der bliver grønt kører den store flok direkte mod den lille pige, som ikke helt har styr på hvad vej hun skal køre, for at slippe udenom den "fare" som er på vej imod hende.

Pigen når heldigvis at dreje udenom i sidste sekund, så de ikke cykler direkte ind i hinanden.

Den lille piges ansigt var helt tydeligt chokeret - Øjnene var spilet op, kroppen helt stiv. Og da hun endelig kom over på den anden side stoppede hun, kiggede ned i jorden & derefter op på den voksne som var sammen med hende, men fremfor at lade følelserne & chokket komme ud, hoppede hun op på cyklen & fortsatte - Omend stadig helt stiv i kroppen.

Det fik mig til at tænke på, hvor tidligt vi lærer at sluge vores udtryk, hvis der ikke er en kærlig regulerende voksen til at hjælpe os. Så hopper vi bare "op på cyklen igen" & fortsætter.. Men kroppen husker!

Kroppen husker de gange vi ikke har ladet vores tåre komme ud, den husker de gange vi har måtte sluge vores vrede, den husker alle de gange den ikke har fået et eventuelt chok ud af systemet. Og så fryses den hukommelse fast i vores bindevæv, i vores muskler, i vores nervesystem, i vores hals osv.

Prøv bare at tænk tilbage - Hvornår måtte du første gang sluge din umiddelbare reaktion? Og hvad sker der i din krop, når du mærker efter?

Hvor mange udtryk sluger du NU? Hvad sker der i din hals & din mave, når du mærker de ting som du ikke har fået autentisk formidlet? Når du mærker de reaktioner, som "ikke måtte fylde i rummet"?

Hvad får du allermest lyst til, LIGE NU, når du mærker disse hukommelser? Hvordan kan du hjælpe din krop med at frigøre de hukommelser, du sanser - På en så kærlig måde som muligt, både overfor dig selv & for omverden?

Vi hopper stadigvæk alt for hurtigt op på dén cykel & fortsætter derud af - Uden at lade kroppen & sindet få en pause, et kærligt fri sted til liiige at slippe dagen. Stop op! Mærk efter.

Din krop vil elske dig for det (også selvom det i starten kan være ubehageligt.)