Lost connections.

Jeg mærker efter... Læser ordene... Tager dem ind. Jeg mærker i det dybeste af mig selv, helt ind i cellerne, at der er en sandhed i det Johann Hari skriver omkring depression, og angst. Men hvad mener jeg så med det?

I bogen "Lost Connections", gennemgår han 9 grunde til hvorfor vi bliver deprimeret. Det er smukt opbygget med hans egen historie, hans eget forbrug af anti-depressiv, og underbygget med teorier fra forskere, forskellige psykiatere, læger og terapeuter.

Bogen er ligeså vel en modstand imod medicinalindustrien, og en modstand imod det fejlbilled som mange af os har fået, omkring hvad en depression skyldtes

Jeg mindes selv, hvordan at jeg i mange år troede på, at min depression skyldtes serotonin-niveauet i hjernen. At det blot var en "fejl" som kunne rettes op på, med den rigtige medicin. I det jeg læser bogen, tager jeg mig selv i, at nikke genkendende til Johann's erfaring. Vi fik de samme ting af vide; nemlig at vi skulle tage anti-depressiv for at øge vores serotonin-niveau igen, og så skulle vi nok få det godt... Men første dosis gjorde ingen forskel, hverken på mig, ham eller mange af de klienter jeg møder i mit arbejde. Så dosis blev øget, og øget, og øget.... Til sidst fortalte en psykiater mig, at jeg nok bare skulle acceptere, at jeg ville være kronisk depressiv, og være på medicin resten af mit liv.


Jeg undrer mig over, at man finder det etisk okay, at diagnosticere et ungt menneske til at skulle være kronisk deprimeret.. KRONISK! Samtidig undrer jeg mig over, om den givne psykiater egentlig har tænkt over, at han med de ord satte en dom på mit liv. En dom som hed: "Du slipper aldrig ud af mørket."


Jeg fortsatte på medicinen.. Dog uden meget håb, for det var jo blevet taget fra mig. Pillerne gjorde samtidig, at jeg fik svære bivirkninger. Hele mit system var så bedøvet af medicin, at jeg heller ikke kunne modtage terapi på en sund og hel måde: Tågen i min hjerne gjorde nemlig at jeg ikke kunne få adgang til de sår, som reelt var til grund for selve depressionen.

Johann har et vigtigt budskab med hans bog: At der ingen evidens er for, at depression reelt skyldtes ren kemi i hjernen. Vi er sociale væsner, og med selvfølge påvirket af den verden vi kommer til. Skal vi hjælpe mennesker, som er fanget i depressionens mørke, så skal vi hjælpe til at finde ud af, HVORFOR de er fanget der. Hvilke såringer er der sket? Hvilke hjerte-rum har lukket sig? Hvilke faktorer i det daglige liv spiller ind? Er personen ensom? osv. osv...


Det kan være en lang (og hård) rejse, at løfte sig fra depressionens hul, men det KAN lade sig gøre. Vi må her huske på, at når vi såres i relationer, så heles vi selvfølgelig også i relationer. Vi kommer ikke ud på den anden side, som hele mennesker, ved at symptom-behandle.


Jeg ved godt, at man nogle gange virkelig ville ønske, at man kunne få et hurtigt 'fix'. At de dér piller, eller dét der junk, eller den dér ting gør mig glad igen.. Vi er dog mere komplekse end det. Det vi i bund og grund allesammen længtes efter, bagved alle forsvarene, er at blive MØDT. Mødt, set og mærket af en anden sjæl, som gerne VIL møde, se og mærke os. Vi har brug for connections, store som små..

Derfor er ensomhed også en farlig størrelse, som beskrevet i citatet på billedet. Forskning viser nemlig, at vores kortisol niveau (stress-hormon), øges i en markant grad, når vi føler os ensomme. Det stresser faktisk kroppen i ligeså høj grad som det gør, hvis du oplever et fysisk overfald.. Dét er værd at pause for, tænke over og mærke efter.


Mange tænker at de ikke er ensomme, for de har jo et netværk, en familie, venner... Men nogle gange, kan vi faktisk føle os mere ensomme sammen med nogen, end når vi er alene. Vi kan sagtens have en stor omgangskreds, men blive ramt af akut ensomhed alligevel. Det skyldtes i stor grad, at mange af os glemmer at stoppe op, og have dybe, (k)ærlige, sårbare møder med hinanden - Og når vi glemmer det, så er vi måske i samme rum, ja, men vi er ikke forbundet. Vi har fået for travlt med gøre-mål, del-mål og alle mulige former for mål, som ikke omhandler at pleje hinanden eller sjælen, men at pleje hvert vores ego. Så vi står bag ved hver vores mur, og kan ikke møde eller se hinanden derfra. Vi må nedbryde murene, og komme tilbage til essensen, for også at kunne blive mødt i essensen.


Vi må møde mennesket bag ved symptomet, for at finde årsagen, og derfra begynde at bearbejde, opbygge og udfolde på ny.

Vi må huske at møde det HELE menneske, fremfor diagnosen.


(Det skal understreges, at jeg på ingen måder dømmer hvis man vælger at bruge medicin, eller er på det nu: Jeg forstår det godt. Vi vil gerne væk fra smerten. Jeg dømmer ikke. Som Johann skriver i bogen, kan medicin også være godt for et stykke tid, men at det altid bør kombineres med terapi. Hvilket jeg er enig i.)


Mine varmeste anbefalinger af bogen til alle - Både pårørende, ramte og behandlere i alle former og størrelser. (https://thelostconnections.com/)

20 visninger
  • Facebook - sorte cirkel
Hvad kalder dit hjerte på?

Hans Egedes vej 3, 7400 Herning · CVR-nr. 3966525

Tlf. 28744170 · Mail: Camillabirch@outlook.dk 

  • Instagram