_edited.png)
"Hvorfor skal jeg være ked af det igen? Kan jeg ikke bare være evigt glad? I harmoni? Jeg skal jo være den bedste udgave af mig selv!"
Hvad mærker du, når du læser de sætninger? Har du mon selv nogle overbevisninger som minder om dem?
Igennem vores liv har vi lært, at opføre os på en bestemt måde. Måske har vi påtaget en specifik rolle, som har været med til at skabe vores indre overbevisninger & dermed ofte urealistiske idealiseringer.
Når vi som børn f.eks. er blevet mødt af sætninger som: "Nej ikke græd, du skal være glad" eller lignende, så fortæller det os at målet ér at være glad & tristhed er forkert. Fremfor at have lært, at være med det som ér, & regulere sig igennem det store hav af følelser, som livet byder på.
For nej, livet skal ikke være smertefrit. Du skal ikke være glad hele tiden, du skal ikke sidde i lotus stilling & være i harmoni 24/7.
Du skal faktisk heller ikke være den "bedste udgave af dig selv" - Du kan til gengæld øve dig i, at være den mest autentiske udgave af dig selv & dermed være et så helt menneske som muligt.
Vores idealiseringer kan spænde ben for nuet: Hvis vi hele tiden skal stræbe efter en perfektioneret udgave af os selv, kan det skabe modstand imod alt det som livet byder på, både af smerte & glæde.
Hvad nu, hvis vi i stedet øvede os på, at kunne rumme så meget af os selv som muligt & derigennem lade bølgerne strømme igennem os, uden at det behøvedes ende i et kollaps, en flugt eller andet? Hvad nu hvis vi kunne øve os i at være så kærlig, nænsom & stabil som muligt, OGSÅ når livet gør ondt?
Hvad er din idealisering - Og er den realistisk?