top of page

Hvilket drama udspiller du?

Vi har alle et indre drama. En rolle vi er, eller har været, trygge ved at udspille.

Vores krop kender det.

Vores nervesystem kender det.

Dramaet. Adrenalinen. Kollapset.


I de fleste familier lever drama-trekantens "rollespil".


Vi har dermed ofte lært meget tidligt, hvilken rolle vi (ubevidst) må indtage for at passe ind i

familie-systemet. Rollen kan ændre sig undervejs op gennem livet  & udspilles forskelligt efter vores relationer: De aktivereres især i konflikter.


I drama-trekanten lever en redder, en bøddel & et offer:

Redderen: "Lad mig hjælpe dig - Også på bekostning af mig selv".


Bødlen: "Det er altid alle andres skyld!"


Offeret: "Det er synd for mig".


Ingen af rollerne er "bedre" end andre, omend der er en tendens til at synes bedre om redderen, end de andre. Men alle 3 er skabt ud fra en overlevelses-mekanisme.

Vi fanges af det når vi reagerer ubevidst & impulsivt på det som sker omkring os.


Rollerne er nemlig et forsvar: 

Hvor redderen kan forsøge at glatte det hele ud, fremfor at mærke egen eventuel angst, sorg, grænser  & behovet for at italesætte egne grænser, samt eget behov for at række ud efter hjælp. Vil evt. føle skyld hvis de ikke forsøger at redde situationen.


Bødlen har travlt med at pege fingeren ud af, fremfor at mærke eget ansvar. Bruger bebrejdelsen & overlegenheden til at gøre sig selv større end andre, så de dybeste følelser ikke kan mærkes, evt. sorg, afmagt, behovet for at blive respekteret/hørt.


Offeret er også et forsvar & dermed ikke repræsenteret som et decideret offer. Offeret er ofte i en tilstand af kollaps & føler sig magtesløs, skamfuld, undertrykt. Med en redder ved dens side, vil redderen fratage offeret muligheden for at rejse sig.

Ligeledes vil offeret som voksen, hvis der ingen bøddel er, lede efter en i andre. Bødlen vil lede efter et offer - Og redderen efter ofre/bødler han/hun kan redde.


Således leder vi ubevidst efter at fortsætte dramaet, fordi vi kender det & det vi kender er trygt.


Det er helt normalt.

Vi gør det fordi det er det vi plejer.

Vi kender vores rolle - Og selvom de alle ejer følelser af skyld/skam, selvom vi kender rollerne hver især i os selv, så har vi en primær rolle vi bevæger os i.


Vi må, som med alt andet,

bevidstgøre vores eget indre drama,

så vi kan øve os i at træde ud.


Være os.

Med alt hvad vi er 

af behov, grænser & følelser.


Via bevidstgørelse & dermed også en erkendelse af vores eget ansvar, for ja, vi har hver især et ansvar - så kan vi begynde at træde ud.

Det kan både være sorgfuldt, sårbart & føles utrygt at gøre det modsatte af det vi plejer. Det kan føles konfliktfyldt indeni.

Men det du får er autentiske, sunde relationer. Både til dig selv. Og andre.



6 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

コメント


bottom of page