Eksistentielle spørgsmål & kakao.

𝗔𝗩! Jeg har været ramt.

De sidste par dage, med optræk til fuldmånen, har jeg været nede i de dybe eksistentielle spørgsmål: • Hvem er jeg? • Hvad er meningen med livet? • Hvor er jeg på vej hen?

Måske du kan genkende at stille dig selv de spørgsmål? Måske genkender du også den smerte som kan opstå, i disse spørgsmål? Lige dér, hvor livet pludselig virker overvældende & uoverskueligt..

De sidste par dage har jeg måtte tage en tur ned i dybet, hvor smerter, skyggesider & projektioner har kigget frem.

En indre sagte stemme har pippet frem, midt i kaosset: "Har du husket at passe på dig selv? Kan du mærke dig selv lige nu?"

Jeg fandt derfor min ceremonielle kakao frem, samt mine remedier til hvergang jeg laver et ritual: Tigerøje, Palo Santo, Bali Pura Spray & mine høretelefoner, så musikken kan få lov at hjælpe mig ned i kroppen igen.

(Hvad bruger jeg tingene til? Hvilke ritualer snakker jeg om? Det skal jeg nok vende tilbage til en anden god gang.)

Kakaoen hjælper mig til at mærke mit hjerte igen, i kærlig samklang med udvalgte musiknumre. Undervejs dukkede der sætninger op som jeg ofte siger til mine klienter, & jeg måtte grine højlydt af mig selv over dette.. For hvad er det egentligt for en smerte jeg har forbundet med de eksistentielle spørgsmål, som gjorde at jeg følte mig ramt? Hvad vil mine skyggesider & projektioner fortælle?

Engang virkede det for mig at flygte op i hovedet, eller væk i en dissocieret tilstand, således at jeg kunne undgå at mærke min krop. Det virker bare ikke rigtig længere... & når jeg opdager det, ser jeg også, at den "smerte" jeg ubevidst har forsøgt at flygte fra, i virkeligheden slet ikke er så slem, men at alting kommer til at syne meget større & farligere når min hjerne får lov at stille alle de eksistentielle spørgsmål, uden at jeg har kontakt til min kerne.

Jeg véd jo, at når jeg først lander i kroppen igen & tillader mig selv at mærke, så er det faktisk aldrig så slemt, som mine tanker prøver at bilde mig ind. De eksistentielle spørgsmål kunne langsomt forsvinde, & jeg landede i en kærlig tiltro til min krop & dens visdom. At jeg er lige præcis dét jeg skal være, lige nu, lige her. At jeg ikke behøver regne fremtiden ud - Hvem kan overhovedet det? Når jeg lander dér kan jeg omfavne mine skyggesider & tage projektionerne hjem igen. Pludselig er jeg ikke ramt længere, men i udvidelse, fremfor sammentrækning.

I sidste ende opdagede jeg, at mine store spørgsmål slet ikke var lidelse, men mere et spejl på at tingene bliver 'for store' når jeg glemmer at varetage kontakten til min kerne: Når jeg ikke får husket mig selv, min krop & sjælskontakten, så ryger jeg op i hovedet.

Igen måtte jeg grine lidt, for det er virkelig en lektion jeg har måtte minde mig selv om mange gange - MEN! Som mine klienter også hører mig sige: "Selvudvikling er livslangt. Det er en evig spiral & for hver gang vi tager en tur ned i dybet, så lærer vi noget. Måske er det ikke nyt, det vi lærer, måske er det den samme lektion om & om igen, men for hver gang lander læringen dybere & gør os mere hel."

Hvordan har denne fuldmåne været for 𝘋𝘐𝘎? Husker du at passe på dig selv & varetage kontakten til din krop, samt sjæl? Hvad gør du når du skal lande i din kloge krop igen? 💛

Med ønsket om en selvkærlig uge, Camilla. _____________________

(Kakaoen kan købes ved LoveByGaia).