_edited.png)
Citat af Dr. Gabor Maté.
Engang lærte vi at lukke ned.
At flygte fra indre smertende tilstande.
Via forskellige overlevelses strategier, finder vi ud af hvordan vi kan dulme, fjerne os selv fra dét som gør ondt.
Når vi ikke har lært gennem andres nervesystemer & indre tilstande, hvordan vi rummer & bevæger os igennem følelsernes op- & nedture, lukkes de ned & i stedet finder vi ud af hvad vi kan gøre for ikke at mærke dem.
Men smerten går bare ikke rigtig væk.. vel?
For hver gang vi forsøger at flygte, fjerner vi os længere fra os selv. Og nu længere væk vi kommer fra dét som er autentisk, nu mere lidelsesfuldt bliver det.
Måske mærker du et dybt suk, en følelse af lethed, en distancering via dine overlevelses-strategier (det kan være med forskellige afhængigheder som mad, stimulanser, overdreven motion, s3x eller former for dissociation).
Men "roen" varer kun i noget tid. Så kommer smerten tilbage.
- Hvad end det er i form af helt fysiske psykosomatiske smerter, lidelsesfulde følelser eller drømme.
Kroppen & følelserne VIL insistere på, at blive mærket. Set. Hørt. Følt.
Vores dybeste kerne VIL kommunikere med os. Bringe os hjem i kroppen igen. Hjem i hjertet.
Det paradoksale er at du dermed må møde smerten. Mærke den. Bevæge dig igennem de indre skyggers land, for at finde hjem. Tilbage til dig selv.
Vejen hjem, ér igennem. Hvorfra vi skridt for skridt lærer at rumme mere, øger vores indre kapacitet til at kunne være med dét som gør ondt, lærer at regulere fremfor at kapres, trækker vejret ind.. & ud. Uden at flygte. Og langsomt men sikkert finder ud af, at vi allerede er i stand til mere, end vi regnede med. Langsomt men sikkert bevidstgøres vores indre & kroppen byder velkommen tilbage. Velkommen hjem.