Angst & længsel går hånd i hånd.

Det du længes efter, er ofte også noget som bringer angst med sig.

I et terapeutisk forløb snakker vi altid ind i, hvad dit dybeste ønske er: Hvem du ville være, hvis det du længes efter allerede var fuldt udfoldet indefra, samt hvad du så ville kunne i dit liv, som er anderledes end nu.

De spørgsmål bringer stort set altid de modsatte følelser & begrænsende overbevisninger med sig.

Det kunne f.eks. lyde sådan her: "Jeg længes efter at være fuldstændig FRI. I friheden ville jeg kunne være endnu mere mig, jeg ville være fri til at mærke mine følelser & mit liv ville være anderledes fordi jeg ikke ville være bange for andres holdninger - MEN det kan jeg jo ikke, for hvis jeg er fri, så bliver jeg forladt".

Det betyder altså, at når vi bevæger os ind mod vores dybeste længsler & ønsker, så viser de overbevisninger sig som gør, at vi ikke allerede er dér.

I eksemplet før, har man lært engang, at friheden havde en pris. Det at være autentisk, havde en konsekvens som var at blive forladt, emotionelt &/eller fysisk.

Dermed har kroppen & sindet lært at fraspalte sig specifikke dele af sig selv, & i stedet tage forskellige overlevelses-masker på, så man ikke risikerer at blive forladt igen.

I stedet har man så forladt sig selv. Forladt det dybeste autentiske jeg. Det vil altid bringe smerte med sig på sigt. Og bagved smerten, bagved maskerne & angsten, dukker længslen op & kalder på at blive fri igen.

Vi kan dermed ikke arbejde os mod helhed, autenticitet & frihed uden at berøre & pendulere henimod den modsatte flade: angsten.

Ligesom vi ikke kan arbejde med angsten, uden også at berøre & pendulere hen imod hvad der ligger bagved. De bevægelser sker helt af sig selv, kropsligt & mentalt. Men begge sider må gribes, mødes & udfoldes.

Hvad længes du allermest efter?

Dybt, inderst inde?