Terapi er spejlet på livets arena.

"Min terapeut er bare SÅ træls!" "Du siger slet ikke det jeg har brug for."

Kender du til disse, eller lignende sætninger, du måske har brugt efter en terapi session, eller måske har du direkte sagt dem, eller lignende, til din terapeut/behandler?

Det er faktisk helt normalt, at synes sin terapeut er virkelig(!) irriterende m.m.

Terapi er nemlig et direkte spejl på livets arena.

Og med det mener jeg, at dét som udspiller sig mellem du & din terapeut, højst sandsynligt også udspiller sig i dit liv generelt. (Jeg ved det godt, det kan være ret provokerende at se på, men hæng lige i... )

Vi bærer nemlig vores historie med os alle vegne, hvor igennem vi ser verden. Altså, vi ser verden & relationer ud fra hvad vi har med os. Indtil det er bearbejdet & forløst, så genudspiller vi det..

Det kan også være at vi gør det modsatte; hvor vi synes at vores terapeut gør ALT det rigtige, ved alt, kan ALT, & vi dermed får sat terapeuten op til at være mere end de er. Netop fordi vi kan have lært, at vi skal gøre os selv mindre i samspil med andre. ("Jeg må ikke fylde, så jeg gør den anden større, & mig selv mindre").

Det der sker, om det er det ene eller det andet, er at vi projicerer noget ud på vores relationer. En projektion er dybest set, at vi tillægger andre noget, som vi enten selv er, eller noget vi ikke vil vedkende at vi er. Vi tillægger dermed vores relationer noget, som ikke hører til i nuet, men ud fra de masker & hukommelser vi har med os.

Dét er fuldstændig normalt!

Vi gør det faktisk en ret stor del af tiden: Og enten forbliver det ubevidst, ELLER vi kan netop bringe det ind i terapien & blive bevidste om hvad det er vi udspiller, så det kan blive set på, mærket & langsomt forløst. Så vi kan møde & blive mødt, i nuet.

Hvilke projektioner kender du til, som du har, eller har haft, mod dine relationer & tidl. eller nuværende terapeut?