Fanget i mørket.

Jeg reflekterer ofte over hvor jeg har været, hvor jeg er nu & hvor jeg er på vej hen. Nogle gange er det blot strøtanker, andre gange en mere dybdegående refleksion, som er med til at lande nye brikker i mit livs puslespil.


Den sidste uge, har bestået af dybe processer i klinikken - Hvor mørket har præget på den ene eller anden måde: Enten ved at mørket overtager, eller ved at integrere de læringer som var, når man endelig er kommet igennem. Der er nemlig kun én vej ud - & det er igennem det.


I den forbindelse siger jeg ofte til min klienter: "Det er 'bare' energi. Gad vide hvad der sker, hvis vi undersøger mørket, fremfor for at trække os fra det?" Jeg er ganske bevidst om, at sætningen kan provokere. For vi vil SÅ gerne væk fra lidelse, væk fra smerte, væk, væk, væk... Hvilket er ganske forståeligt.

Jeg genkender flugten. Jeg genkender lidelsen. Mine celler, mit sind & sjæl genkender det. Jeg husker hvordan det føles, at være krampagtigt fanget af sorg, af vrede, af selvdestruktivitet.

Jeg husker at det føles som om, at jeg skulle dø. At det føles som om, at alt var håbløst, meningsløst, der er ingen vej ud.

Jeg husker at skrige af smerte, af afmagt, af fortvivlelse.

Jeg genkender frygten for at miste mig selv, for at forsvinde, for at blive forladt i mit eget eksistentielle stormvejr.

Jeg genkender tvivlen på om der er nogen, som kan hjælpe mig. Holde mig, bære mig? Bevidne min sjæls kald? Kan nogen samle mit hjerte igen? Er der overhovedet nogen som ØNSKER at holde rum for mig?

Det gør fucking ondt, at være dér. Når alt indeni vender & drejer sig, når halsen lukker sig sammen når man allerhelst vil græde, når skrigene endelig kommer, når det virker som om at verden omkring - & i én - falder fra hinanden.

Men gad vide hvad der sker når vi undersøger dén smerte, den lidelse, det mørke? Ikke alene, men i et kærligt, ikke-fordømmende rum, hvor øjnene kan mødes, kroppen kan bæres & hjertet kan bevidnes. Gad vide hvad der sker...

Langsomt & nænsomt kan vi nærme os det. Nogle gange er det blot en tå vi stikker ned i havets dybder, andre gange er det hele kroppen som hopper i.

Men du er i sikkerhed, du er altid i sikkerhed.

Langsomt & sikkert lærer vi at rumme mere af os selv - Også livets lidelser.

Langsomt & sikkert vil vi se at der ligger de smukkeste gaver på bunden af havet: Nemlig alt dét, vi har glemt vi var.

Vores power & styrke, vores uskyldighed, nysgerrighed. & ikke mindst vores KÆRLIGHED, vores sande, oprindelige selv. Det ligger lige dér & venter på dig. Kalder på dig.

Du kan rumme så uendeligt meget mere end du tror!!

Jeg ser dig. Jeg tror på dig. Jeg går gerne med - Selv ind i de mørkeste, "grimmeste" afkroge. 🖤

I mit mørke fandt jeg mig selv igen, når jeg turde at blive bevidnet i det, set, mærket - & brikkerne lander med taknemmelighed, ydmyghed & dyb kærlighed.

Med ønsket om en smuk weekend - Hvad end der svømmer rundt i dit hav.

2 visninger
  • Facebook - sorte cirkel
Hvad kalder dit hjerte på?

Hans Egedes vej 3, 7400 Herning · CVR-nr. 3966525

Tlf. 28744170 · Mail: Camillabirch@outlook.dk 

  • Instagram